har jeg brug for et produktpas for udstillingseksemplarer, der ikke sælges

Udstillingsprøver, der ikke sælges, falder uden for forpligtelsen

Et produktpas er knyttet til et produkt, der bringes på markedet, og en udstillingsprøve, der aldrig sælges, falder i de fleste tilfælde uden for det. ESPR regulerer kravene til produkter, der tilbydes eller bringes i brug på markedet i Unionen, og en prøve, der udelukkende er bestemt til at blive vist for indkøbere, agenter eller presse — og som efter sæsonen bliver ødelagt, tilbagekaldt eller brugt internt — sælges ikke og kommer således ikke i den situation. Så snart samme artikel dukker op i sortimentet og leveres til en butik, webshop eller slutkunde, er det en anden historie: så handler det om det solgte produkt, og det produkt har brug for passet, uanset hvor mange eksemplarer af mønsteret eller designet, der tidligere har cirkuleret som prøver.

For hvem dette gælder, og hvor grænsen går

Denne argumentation gælder for kledingsmærker, importører og private label-parter, der arbejder med udstillingsprøver, salgsprøver eller look-samples, der udelukkende tjener et internt eller kommercielt formål: præsentation, tilpasning, fotografi, ordreindsamling. Det gælder ikke for stykker, der på et eller andet tidspunkt får status som "solgt produkt" — en udstillingsprøve, der efter sæsonen sælges med rabat til personale eller via et outlet, er på det tidspunkt blevet et solgt produkt, og spørgsmålet om, hvorvidt der skal være et pas til det, besvares derefter af de samme regler, der gælder for resten af kollektionen. En prøve, der bruges til at vise en kunde, hvad han eller hun præcist vil modtage — for eksempel ved en skræddersyet ordre — ligger også tæt på grænsesituationen og fortjener således et blik på kilden selv i stedet for på denne generelle linje. For det underliggende anvendelsesområde — hvilken tøj og hvilke tekstilprodukter, der senere falder under forpligtelsen — findes den bredere forklaring på hvilke produkter fra tøj- og tekstilbranchen der falder under ESPR'en, og for egen situation er kontrollen på om det digitale produktpas gælder for eget tøj og tekstiler et logisk næste trin.

Ingen fast dato endnu, og indtil da ændrer der sig intet omkring prøver

Der er endnu ikke offentliggjort en delegeret handling, der gør produktpasset obligatorisk for tøj, og der er således heller ingen tidspunkt, hvor spørgsmålet om prøver bliver praktisk relevant. Det, der dog står fast: Europa-Kommissionen arbejder på en delegeret handling, der efter forventning vil blive offentliggjort i 2027, med tøj, der består af fyrstyfirecent eller mere af tekstilfibrer, som første kategori. Denne handling skal stadig fastsættes og vil indeholde de konkrete krav — samt eventuelle særlige bestemmelser for situationer som f.eks. prøver, hvis de kommer. Indtil denne offentliggørelse er der ingen forpligtelse for tøj eller tekstiler, og således heller ikke for prøver, solgte produkter eller noget derimellem. Så snart der er mere kendt om den præcise dato, beskrives det på hvornår produktpasset bliver obligatorisk for beklædning og tekstiler, og den måde, hvorpå en sådan delegeret handling fungerer, og hvorfor det først udgør udgangspunktet, er forklaret på hvad en delegeret retsakt er, og hvorfor den bestemmer, hvad der skal gøres.

Hvordan man håndterer dette i praksis

For dem der allerede arbejder med samples, er det første skridt at fastholde skelnen mellem det, der er rent showroom- eller salgsmateriale, og det, der til sidst går ud døren som solgt produkt — den skelnen er snart også kernen i spørgsmålet om, hvorvidt et paspoort er nødvendigt. Det andet skridt er at kontrollere, om en sample nogensinde får status som solgt produkt, for eksempel via personalesalg, outlet eller en showroom-udsolgt ved slutningen af sæsonen; fra det øjeblik tæller det simpelthen som et produkt, der er bragt på markedet. Det tredje skridt er at føre protokol over grundlæggende data om materialsammensetning og oprindelse, også for samples — ikke fordi det nu er obligatorisk, men fordi disse data senere vil være nødvendige for pasportkortet til det solgte produkt, og det er lettere at registrere dem fra begyndelsen end at rekonstruere dem senere. Det fjerde skridt er at vurdere ens egen situation, når den delegerede handling er på plads: et brand, der arbejder med mange prototyper og testsamlinger, gør klogt i at kontrollere, om teksten selv indeholder en undtagelse for ikke-solgte eksemplarer, i stedet for at stole på en generel antagelse.

Grundlaget: artikel 1 og artikel 9 i ESPR

Denne linje følger af artikel 1 i ESPR (Forordning (EU) 2024/1781), som knytter forordningens anvendelsesområde til produkter, der tilbydes på markedet eller tages i brug, og af artikel 9 i ESPR (Forordning (EU) 2024/1781), som beskriver det digitale produktpasport som en del af de oplysninger, der skal ledsage et produkt, når produktet falder under kravene. En sample, der ikke sælges, gennemgår ikke det trin, og falder derfor uden for kernen af det, disse artikler regulerer. Den præcise udformning — med eventuelle særlige tilfælde for samples, testsamlinger eller prototyper — skal stadig komme i den delegerede handling for beklædning og tekstil, og indtil denne tekst foreligger, forbliver dette en beskrivelse af hovedreglen og ikke af en udformet undtagelse.

Den, der nu vil være forberedt, kan bedst starte med at adskille sample-administration og salgsadministration, og følge udviklingerne omkring den delegerede handling, så snart den er blevet offentliggjort — den officielle tekst vil derefter vise, om samples behandles separat.

Hvad dette er baseret på

Selve forordningen findes på EUR-Lex. Vi henviser for hver påstand; du behøver ikke tro på os.

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

ESPR knytter forpligtelsen til et digitalt produktpasport til det at bringe et produkt på markedet. Artikel 1 i ESPR (Forordning (EU) 2024/1781) afgrænser forordningens anvendelsesområde i disse termer, og artikel 9 i ESPR (Forordning (EU) 2024/1781) udspecificerer, hvad der skal være i det pasport, når en produktgruppe falder under en delegeret handling. For showroom-samples, der ikke sælges, er det udgangspunkt — at bringe på markedet — et centralt punkt at reflektere over. En sample, der udelukkende tjener til at vise indkøbere, hvordan en kollektion ser ud, og som aldrig ender hos en forbruger som et salgbart produkt, ligger anderledes i salgsstien end et stykke, der tilbydes via en webshop eller butik.

Fastslå, om samplen tæller som "bragt på markedet"

Dette er det første spørgsmål, der skal besvares praktisk, og ikke et, som platformen udfylder for den enkelte virksomhed. En sample, der cirkulerer blandt showrooms, agenter og indkøbere, og som aldrig sælges, ligger anderledes end en sample, der efter sæsonen alligevel forsvinder i outlet eller sælges til personale. Sidstnævnte er nemlig en salg, og dermed potentielt et moment, hvor spørgsmålet "er et pasport nødvendigt her" skal stilles igen. For en virksomhed på 10 til 100 medarbejdere betyder det primært, at det skal være klart internt, hvad der sker med samples ét showroom-sæson — ikke kun ved design eller salg, men også ved logistik og outlet-salg, hvor disse stykker naturligvis kan ende.

Vide, om produktgruppen overhovedet falder under en delegeret handling

Bortset fra spørgsmålet om noget er et sample, gælder det bredere spørgsmål, om den produktgruppe, som virksomheden arbejder inden for, allerede er omfattet af en delegeret handling. Så længe denne handling ikke foreligger, er der ingen pasportkrav for nogen i denne produktgruppe — sample eller ej. Hvad en delegeret handling præcist er, og hvorfor den bestemmer, hvad en virksomhed skal gøre, er forklaret på hvad er en delegeret handling, og hvorfor bestemmer den, hvad jeg skal gøre?. For tøj og tekstiler foreligger der endnu ingen delegeret handling; hvornår dette krav bliver konkret, kan følges via hvornår bliver produktpasset obligatorisk for tøj og tekstiler?.

At skelne mellem prototyper, samples og salgsklar varer

I praksis overlapper disse kategorier ofte: en prototype, der bliver justeret, et showroom-sample, som sælges som monster-udsalg efter sæsonen, og et produceret stykke, som går direkte til en kunde. For en virksomhed med egen showroom eller agentnetværk er det praktisk at skelne disse strømme fra hinanden — ikke fordi platformen har nogen mening herom, men fordi denne skelnen afgør, hvilke stykker der engang vil få brug for et pasport, og hvilke ikke.

Hvor det går galt i praksis

En første situation, hvor det går galt: et showroom-sample sælges alligevel efter sæsonen via et sample-udsalg eller til medarbejdere, uden at nogen har forbundet dette tidspunkt med spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for et pasport. Samplet skifter så faktisk status, men det bliver ikke registreret organisatorisk.

En anden situation: en kollektion består af stykker, som dels cirkulerer som samples og dels går i produktion, med samme artikelnummer. Når pasportet snart bliver knyttet til produktionen, opstår der forvirring om, hvilket eksemplar der får hvilket pasport, især når samples afviger lidt fra de endelige producerede stykker med hensyn til materiale eller finish.

En tredje situation: en agent eller distributør i et andet EU-land modtager samples og går uden aftale ud fra, at disse samples snart også har brug for et pasport, mens virksomheden selv planlægger aldrig at sælge disse stykker. Uklare aftaler mellem mærke og agent om, hvad der sker med samples, fører så til unødvendig usikkerhed eller unødigt arbejde.

En fjerde situation: virksomheder, der stiller spørgsmålet om, hvorvidt deres produktkategori overhovedet er omfattet af regelgivningen, og som lader dette spørgsmål ligge, indtil den delegerede handling foreligger — hvilket betyder, at der ikke er tid til at skelne mellem sample-strømme og salgsstrømme. Den, som stiller spørgsmålet om, hvorvidt det digitale produktpasport overhovedet gælder for eget tøj og tekstiler, kan kontrollere det via gælder det digitale produktpasport for mit tøj og meine tekstiler?.

En femte situation, især for mindre virksomheder: antagelsen om, at en lille virksomhed alligevel ikke er synlig nok til at håndtere dette omhyggeligt. Om og hvordan virksomhedens størrelse spiller ind, er beskrevet på gælder produktpasset også for små virksomheder?.

Det du kan dokumentere

Et overblik over, hvilke stykker i en kollektion der bruges som showroom-samples, og hvilke af disse der efter sæsonen sælges eller kan sælges.
En intern aftale om det tidspunkt, hvor et sample skifter status — fra showroomstykke til salgbar vare — og hvem der er ansvarlig herfor.
Aftaler med agenter og distributører om, hvad der sker med samples efter brug, herunder eventuel videresalg.
Et dossier pr. kollektion, hvor artikelnumre, materialesammensætning og eventuelle forskelle mellem sample og produceret stykke er dokumenteret — nyttigt uafhængigt af produktpasset, og når en delegeret handling så foreligger, kan det bruges direkte som grundlag.
En kontrol af, hvorvidt den produktgruppe, som virksomheden arbejder inden for, falder sammen med det, der er omfattet af ESPR; en første orientering herom findes på hvilke tøj- og tekstilprodukter er omfattet af ESPR?.

Hvis du har orden på disse punkter nu, behøver du ikke at søge efter dem senere, når forpligtelsen for tøj og tekstiler bliver konkret.

Dette er ikke juridisk rådgivning. Denne side giver generel information om den regulering, som denne platform handler om. Vi kender din situation ikke. Hvis du er i tvivl om din egen situation, skal du konsultere en jurist eller den kompetente tilsynsmyndighed.

Skrevet med AI på grundlag af kilderne ovenfor, kontrolleret af en menneske den 5. september 2026. Stemmer der noget ikke? Lad os det vide — rettelser får prioritet.